Graviditetsudløst diabetes (GDM) er den hyppigste medicinske komplikation ifm. graviditet, og angives i nogle studier til at ramme op mod 14 % af gravide.
Tilstanden skyldes, at der stilles større krav til kroppens stofskifteprocesser i graviditeten, hvor der er behov for en yderligere insulinproduktion ift. normaltilstanden. Hvis kroppen ikke kan producere denne mængde insulin, transporteres sukkeret ikke fra blodet og ind i cellerne, og man får højt blodsukker.
Tilstanden er som oftest symptomløs, men kan have både umiddelbare og langsigtede konsekvenser for mor og barn, derfor er der indført et screeningsprogram.
Risikofaktorer i forhold til udvikling af GDM er i prioriteret rækkefølge:
- GDM i tidligere graviditet
- Udskillelse af sukker i urinen
- Overvægt hos mor inden graviditeten (BMI over 27)
- Familiær forekomst af diabetes (bedsteforældre, forældre, søskende og børn)
- Tidligere fødsel af barn over 4500 gr
Såfremt man har risikofaktor 1 eller 2 sammen med 2 af 3, 4, 5 undersøges man allerede i graviditetsuge 14-20. Ved normalt resultat foretages testen igen i uge 28-32, hvor kvinder med risikofaktor 3, 4 eller 5 ligeledes undersøges.
Undersøgelsen er enkel, man drikker 75 gr sukker opløst i 3 dl vand, og får efter 2 timer målt sit blodsukker. Det er forventet, at kroppen kan producere insulin nok til at få blodsukkeret ned under 9. Hvis blodsukkeret er over 9, har man GDM.
Behandlingen af GDM er primært kostintervention, da tilstanden kan sammenlignes med type 2 diabetes (gammelmandssukkersyge). Man får udleveret et blodsukkerapperat, hvor man skal kontrollere sit blodsukker flere gange dagligt for at sikre kostomlægningen har effekt, alternativt må der opstartes insulinbehandling. Der foretages ambulante kontroller af mor med 1-4 ugers mellemrum, og barnet UL-scannes med 2-4 ugers interval for at se barnets vækst.
Ud fra børnelægens synspunkt er tilstanden håndterbar men ikke ønskværdig. Problemerne er, at børnene, grundet det høje BS som de får tilført, har abnorm tilvækst, og ofte ender med at blive meget store. Deres fedtfordeling er ligeledes anderledes, idet de har meget fedtvæv på ryggen og omkring skuldrene, et i forvejen bredt punkt på barnet, som kan besværliggøre passagen i fødselskanalen og ultimativt kan medføre at barnet sidder fast (skulderdystoci). Ud over fødselskomplikationerne, har barnet selv opreguleret sin insulinproduktion grundet det høje blodsukker, og når barnet fødes og denne tilførsel fra mor ophører, er barnet nu i stedet for i risiko for lavt blodsukker, idet insulinproduktionen er langt højere end barnets behov. Dette problem prøver man at imødegå ved at give barnet modermælkserstatning kort efter fødsel og kontrollere blodsukkeret efterfølgende.
Tidligere var det opfattelsen at GDM kun var relateret til graviditeten og at man bagefter var rask. Man ved dog nu, at kvinder med GDM er i langt større risiko for at udvikle regelret type 2 diabetes senere i livet, og man tilbyder derfor fornyet belastningstest 3-4 måneder efter fødslen og herefter med 1-2 års intervaller.
Hvis man gerne selv vil nedsætte sin risiko for GDM bør man holde et normalt BMI forud for sin graviditet, og derudover bibeholde gode kost og motionsvaner under graviditeten, da det har positiv effekt på stofskiftet og nedsætter insulinbehovet generelt.
