Og – det brusebad føltes himmelsk:)
Nu er det lang tid siden jeg fødte mit andet barn. Rent faktisk hele 9 år side. Husker tydeligt fødslen, men må nok erkende, at jeg har glemt, hvor udmattet man føler sig bagefter.
Jeg synes virkelig min krop er stærk, men må erkende, at jeg de første 14 dage efter fødslen har følt mig kørt over både fysisk og psykisk. Jeg har været helt vild glad og meget, meget rørt over min dejlige nyfødte dreng. Men har virkelig haft det som om, jeg har fået tæsk. En følelse jeg har haft generelt i hele kroppen og dernæst i mit bækken, da Sebastian som Benjamin blev taget med sugekop. Har begge gange kunne mærke bækkenet har givet sig, når de er blevet trukket ud. Fik anvist at ligge ned de første 14 dage, og det har jeg gjort. Har haft ondt på skambenet (symfysen) og når jeg har gået har jeg kunne mærke det i bækkenet bagpå over lænden (SI-leddene). En dag i påsken spurgte familien om jeg ikke ville med ud og gå og tænkte jeg gerne vil med de andre. Meget, meget dårlig ide! Efter at have gået bare 15 minutter fik jeg virkelig ondt i bækkenet, og det var grædende jeg returnede til sofaen.
Så jeg tager den med ro. Alt det med gåture med barnevognen, som jeg havde glædet mig så meget til, må vente lidt. Det er som sagt kun blevet til en kort lille tur.
Så både bækkenet og bækkenbunden får mere ro inden jeg går i gang. Der er fokus på ro, amning, hygge og i forhold til træning, så går jeg dagligt efter, at lave 5 x 10 knibeøvelser fordelt over dagen. Og de kan laves liggende i sofaen.
Og når træningen går i gang igen, så bliver det med udgangspunkt i netop bækkenet og bækkenbunden. Dernæst at tone og styrke maven. Ballerne fordi jeg pt kun sidder på dem. Tænker de bliver en del fladere af det:) Og så ikke mindst ryggen, som jeg oplever let kan blive lidt spændt, når jeg ammer og bærer rundt på Sebastian.