Anmeldelse af min bog Sund Graviditet

Nogle mails påvirker en mere end andre. Den her gjorde mig oprigtigt glad!!!!!

Katrine har været på Boot Camp hos mig for mange år siden. Nu er hun gravid. Hendes Boot Camp var noget anderledes end mange andres, da hun havde en forhistorie med en spiseforstyrrelse. Vi fik vendt hendes syn på kroppen, kosten og træningen❤️

Læs hendes anmeldelse af min gravid og efterfødsels bog:

Anmeldelse af Lotte Arndals bog Sund Graviditet

Da jeg blev gravid vidste jeg, at selvom en graviditet medfører et skønt og elskeligt slutprodukt i form af en baby, så ville selve graviditeten blive en stor mental udfordring for mig. Jeg har i min ungdom kæmpet mig ud af en spiseforstyrrelse (med hjælp fra Lotte et stykke ad vejen), og har i de sidste fem år haft en helt stabil vægt, hvilket jeg har været rigtig stolt over. At blive gravid betød, at jeg for første gang efter jeg kom igennem min spiseforstyrrelse var tvunget ud i en situation, hvor jeg ville komme til at tage på – hvor det ligefrem var meningen, at jeg skulle tage på. Ikke nok med dét, jeg skulle også løbende måles og vejes, og min vægtstigning ville blive fulgt tæt og kommenteret af diverse fagpersoner. Der var regler for, hvad jeg måtte og ikke måtte spise og i hvilke mængder. Efter min vægt stabiliserede sig, har den ligget på et BMI lige omkring 27. Derfor blev jeg tilmed (i ret fordømmende vendinger) påduttet formaninger om, hvor mange frygtindgydende ting der ville ske, hvis ikke jeg var en ekstra ’artig’ gravid: Graviditetssukkersyge, svangerskabsforgiftning, bækkenløsning og andre ubehageligheder. Kort sagt: En sund graviditet – mentalt såvel som fysisk – føltes som et kæmpe minefelt for én, der gerne ville beholde sin gamle spiseforstyrrelse godt begravet og bruge sin graviditet på at glæde sig uden at få for mange fysiske skavanker undervejs.

Internettet viste sig at flyde over med modsatrettede råd om sundhed i graviditeten: Hvorvidt man måtte eller ikke måtte træne sin mave, om det var farligt eller godt at få pulsen op, om man skader barnet hvis man hopper, om det er nødvendigt med vaginal-æg eller ej for at træne bækkenbunden, og jeg kunne blive ved. Tilmed kan man mange steder læse om kvinder, der sammenligner en fødsel med et marathon – betyder det, at man skal være i marathonform for at kunne gennemføre en fødsel? Mine forældre har bygget mig kalveknæet og platfodet, og som min idrætslæge engang pædagogisk formulerede det, bliver jeg aldrig nogen lykkelig marathonløber. Jeg har besteget Afrikas højeste bjerg og cyklet den spanske Camino, men jeg har ikke løbet et marathon – ville jeg så nogensinde kunne gennemføre en fødsel?

Midt i orkanen af modsatrettede informationer og formaninger stod jeg dér som førstegangsgravid og ville bare gerne vide, hvordan jeg passede bedst muligt på både mig selv og mit barn igennem min graviditet. Her viste Lottes bog Sund Graviditet sig at være et helt fantastisk redskab for mig.

Lottes bog gjorde, at jeg følte mig trygt guidet gennem det uoverskuelige hav af træningsmyter, og for en gangs skyld blev jeg ikke mødt af en fagpersons holdninger, men af videnskabelige fakta. Hele vejen igennem bogen refererer Lotte til videnskabelige studier, der underbygger bogens argumentation. Jeg bliver altid skeptisk, når mere eller mindre seriøse fagpersoner rådgiver ud fra deres personlige overbevisninger, så for mig var det en stor befrielse at læse noget, der var videnskabeligt gennemprøvet og fremlagt med udgangspunkt i forskning.

Videnskabelige bøger kan være rigtig tunge at komme igennem, men det er Lottes ikke – tværtimod. Alt bliver gennemgået på en let forståelig måde, og bogens kapitler er inddelt, så man hurtigt kan slå op og finde det, man skal bruge, når man ikke lige kan huske en bestemt øvelse.

Halvdelen af bogen (den del, der omhandler at være gravid) slugte jeg på en enkelt aften, og siden har jeg været i gang på stuegulvet med ganske få træningsredskaber sammen med min kæreste. Jeg skal hilse og sige fra ham, at man godt kan få noget ud af graviditetstræning, også selvom man ikke er gravid.

Når jeg har født om nogle måneder, og vores lille dreng (forhåbentlig!) sover lange, gode middagslure, så ved jeg godt, hvad jeg skal: Jeg skal holde mig langt væk fra google, og i stedet læse anden halvdel af Lottes bog, som omhandler en god genoptræning efter fødslen.

 


Anbefalede produkter

Online efterfødselsforløb
Efterfødsel - også længe efter

Et individuelt træningsforløb, som er funderet på videnskab og 100 % skræddersyet til dig. Det er sjældent for tidligt og helt sikkert aldrig for sent at komme i gang.

Bestil efterfødselsforløb Læs mere om forløbet her

Bogen: Sund Graviditet
9 måneder før – 9 måneder efter

Bogen inspirerer og guider dig til alle aspekter af en sund graviditet, så du kan få øget velvære med færre gener og mindre vægtøgning både før og efter din graviditet.

Bestil bogen hos Arnold Busck Læs mere om bogen her

Skriv et svar