Sådan havde jeg ikke lige set mig selv. Kom ind til fødslen af mit andet barn med det vildeste overskud. Læs min historie her.
Fødslen af mit første barn gik hurtigt. Fra jeg tog på hospitalet og var 3 cm åbne til jeg havde hende i mine arme gik der knap to timer. 40 minutters gåtur fik udvidelsesprocessen til at gå hurtigt. Og jeg var på fødestuen i knap en time. Inden fødslen havde jeg gjort mig mange forestillinger om, hvordan jeg skulle føde. Min jordmord havde fortalt mig, at det optimale var at sidde eller stå. At jeg ville være stærkere fremfor, at ligge på ryggen. Og hvordan fødte jeg? På ryggen. Mine veer kom så hurtigt efter hinanden og var så stærke, at jeg slet ikke kunne overskue, at komme op fra den rygliggende position. Jeg synes det er rigtig godt, at drøfte ønsker igennem med sin jordemor, bare du ikke bliver skuffet eller får mindreværd over, at du så reelt ikke var i stand til, at følge den plan du selv havde været med til at lægge. Jeg møder også flere kvinder, der har været kede af, at deres fødsel endte i et akut kejsersnit. Vær taknemlig over at dit barn kom ud. Over at du lever i den del af verden, hvor det er muligt. Og at de i dag er super dygtige til, at foretage kejsersnit. Og det faktum at alle de ar jeg ser i dag hos mine kunder er super flotte og sidder så lavt, at de er dækket af trussekanten. Målet er at få dit barn ud i god behold. Og hvis jordemoderen eller lægen vurderer, at en stilling/position og/eller et kejsersnit er den rigtige løsning for dig og dit barn. Så læn dig op af deres professionelle holdning og fin ro i det. Det vigtigste er, at dit barn kommer ud i god behold.
Jeg havde en meget erfarne jordmor til min første fødsel. Folk med erfaring er i alle livets henseender fantastisk, når man er under pres. Hun var hård og generelt irriterende. Det var klart den følelse jeg havde, når jeg tænkte fødslen igennem bagefter. Hun var hård og kontant. Og sagde ikke altid det jeg ville høre. Men hun var dygtig og alt hvad hun sagde virkede. Hun var kaptajnen i mit fysiske uvejr. Kan huske, da jeg sagde jeg skulle kaste op. ”Fint”, svarede hun. Hvorefter jeg tænkte hun var modbydelig. Det meste fantastiske var da hun bad mig sætte mig op og trække Jasmin ud. Trods kraftige smerter bad hun mig følge med i fødslen på et spejl, der var sat op på væggen overfor briksen. Hun bad mig se i spejlet og følge hendes anvisninger i forhold til mit åndedræt og hvornår jeg måtte presse og ikke presse. Noget jeg tænker tilbage på som en helt fantastisk oplevelse. Selvom det var smertefuldt var det så motiverende at kunne følge med i, hvor langt vi var. Og se min lille pige på vej til verden. Da hovedet var ude bad hun mig sætte mig op og jeg trak selv hele hendes krop ud (med jordmoderens hænder under) og tog hende op på min mave. Det var en helt igennem fantastisk oplevelse og jeg tænkte efterfølgende tilbage på fødslen som var jeg en indianer.
Da jeg 5 år efter skulle føde lillebror var det med stort overskud. Selvfølgelig kunne jeg huske smerterne, men alle havde sagt, at anden fødslen altid går nemmere og hurtigere end første fødsel. Og da første fødsel gik hurtigt glæde jeg mig ligefrem til, at skulle føde mit andet barn. Jeg overvejede en hjemmefødsel og jeg overvejede også, at storesøster på 5 år skulle med til fødslen. Det her er ikke en formaning om, at du ikke skal føde dit barn hjemme. Jeg kan kun sige, at jeg er meget glad for, at jeg ikke valgte denne løsning.
Fødslen af lillebror gik i modsætning til storesøster i gang en efterårs aften ved midnat. Jeg blev derfor ikke sendt ud og gå, da jeg ankom til hospitalet. Men gik rundt inden på fødestuen. Ved fødslen af mit første barn gik jeg i rask gang til jeg knækkede sammen og der var jeg 10 cm åben.
Det faktum at bevægelse øger hastigheden af veerne gør, at min klare plan for min kommende og tredje fødsel er, at jeg vil gå til jeg ikke kan gå mere. Jeg ville for enhver en pris ikke sidde eller ligge førend jeg er 10 centimeter åbne og klar til selve fødslen. Lillebror var en lille basse af en dreng og sad alvorligt fast (1.250 gram større end storesøster). Inden jeg tog på hospitalet havde jeg helt overskudagtigt lavet småkagedej og sat i køleskabet og sagt til familien, at så var alt klar til vi kom hjem om lidt. Ja, right.
Lillebror stod og maste på i flere timer med gode veer uden synderlig effekt. Det vidste sig nemlig, at han var for stor til mit bækken. Jeg kom ind til et akut kejsersnit, da hans hjertelyd blev svagere, hvilket ikke er nogen rar oplevelse for nogen fødende at opleve. Da jeg rejste mig fra fødebænken og lagde mig op på operationsbordet flyttede hans hoved, hvorfor lægen mente, at det gav mening, at forsøge med en sugekop. Også selvom der var lagt klar til bedøvelse. Hun lovede mig kun, at gøre et forsøg. Efterfølgende fortalte hun, at det var ved andet forsøg hun fik ham ud. Eftersom han havde stået og presset på i flere timer var bækkenbunden blød som smør. Der kom derfor ikke nogen bristninger overhovedet, men mit bækken gav sig og jeg kunne næsten ikke gå i en uge efter. Og havde i op til et år efter udfordringer med øvelser, hvor jeg skulle have benene i hver sin retning under træning. Kunne mærke det i symfysen. Træningen før og under graviditeten gjorde, at jeg lettere kom mig. Startede op med meget let træning efter 8 uger og øgede gradvis træningen med øvelser, der ikke gjorde ondt i bækkenet.
