Hvis du, som jeg, er vant til at komme hos Arndal, så kender du godt svaret. Følelsen, når man er i gang med at få et nyt program, som er benhårdt og man mærker kvalmen indhente én. Selvfølgelig imens Lotte står med sin positive og myndige stemme og siger ’Du tager lige 10 mere’. Pyh det kan være hårdt, men belønningen er umiddelbar i form af fysisk og mentalt velvære bagefter.
Men hvad så når man er gravid og har kvalme uafbrudt? Min graviditet ’opdagende’ jeg faktisk, fordi jeg troede, at en af mine små patienter havde smittet mig med omgangssyge. Ja tak, der var stort set kvalme og opkast fra dag 1, og da det var allerværst var jeg nødt til at være sygemeldt på mit arbejde, da det er umådeligt svært at tage vare på andres helbred, når man selv knap kan stå på benene.
Det var absolut ikke sådan jeg havde forestillet mig den første del af min graviditet.
Ud over ubehaget var/er det også en kæmpe udfordring, at jeg fysisk INGENTING formåede. Hvis jeg var på arbejde, gik jeg efterfølgende direkte direkte hjem i seng, mens min kæreste tog sig af ALT i hjemmet.
Jeg kunne tydeligt mærke forandringen i min krop, ikke blot den fysiske del, manglen på aktivitet og det velvære og overskud det giver at træne, men ligeså meget den mentale del; jeg følte mig mest af alt fanget i ’tårnværelset’, som min kæreste nu har døbt vores soveværelse.
Derudover er jeg læge og som de fleste andre fuldstændig bekendt med Sundhedsstyrelsens anbefalinger for gravide ift. motion, som groft kan opsummeres til:
1: Min. 30 minutters fysisk aktivitet af moderat til intensiv intensitet pr. dag
2: Yderligere træning medfører yderligere sundhedsgevinst
3: Trænede såvel som utrænede anbefales at dyrke motion svarende til eget niveau: Lyt til kroppen.
Jeg forsøgte da også flere gange i trods og afmagt at tage op og træne, men jeg nåede aldrig mere end 5-10 min, inden jeg stod på badeværelset for at kaste op, og derudover blev kvalmen yderligere forstærket de næste døgn.
Den første lange tid havde jeg dårlig samvittighed over den manglende træning, men det vendte lidt, da kom jeg i tanke om noget, som jeg lærte på Bootcamp: LYT TIL DIN KROP
Pludselig gav det mening, min begrænsning ift. træning var ikke mental, som den er hos de fleste, gravide eller ikke-gravide, men helt konkret fysisk sagde min krop fra, og ville jeg ikke forstå dens signaler måtte den jo være mere tydelig.
Jeg stoppede derfor med at træne en periode. Som de næste 3 uger gik aftog min kvalme, og jeg fik mere overskud i hverdagen.
JEG ER DERFOR STARTET MED AT TRÆNE IGEN. Og det tænker jeg nok er det vigtigste budskab: At man skal lytte til sin krop, men også huske de gode vaner, når kroppen igen kan samarbejde. Og ja, det er hårdt at komme i gang igen, jeg er øm, jeg puster mere end jeg plejer, men følelsen er SKØN.
Og kan afsløre for dig, at når jeg står til fødsler i de sidste hektiske minutter inden barnet er ude, er jeg ikke i tvivl om, hvilken gevinst der er ved at træne under graviditeten, for det er en fysisk præstation ud over det normale.
