Der er mange myter og ammestuehistorier, når det gælder motion og graviditet. I tv-serien Matador skulle Varnæs’ gravide svigerdatter forholde sig i ro, mens fruen ikke havde skrupler over, at stuepigen Agnes svang potter og pander og løb upstairs-downstairs med tunge bakker lige til fødslen.
Bestil bogen hos Arnold Busck Hent gratis kapitel af bogen
Sandheden er, at når vi ser bort fra den lille gruppe af kvinder, der tilhørte det fine borgerskab, så har de fleste danske kvinder historisk set altid været fysisk aktive under graviditeten. De dyrkede måske ikke idræt, men tidligere var man simpelthen mere fysisk aktiv i dagliglivet.
I dag er meget naturlig fysisk aktivitet forsvundet ud af vores hverdag. Konsekvensen er, at en stor del af befolkningen er i så dårlig form, at det er risikabelt for deres helbred. Det er også en trussel for både barnet og morens sundhed, hvis kvinden er i dårlig form, når hun bliver gravid, og undlader at dyrke motion under svangerskabet. Mangel på motion under graviditeten er en vigtig årsag til, at alt for mange gravide er overvægtige.
Det forklarer også den stigende forekomst af sygdomme, som f.eks. graviditets-sukkersyge, som er til skade for både mor og barn.
Mens mange kvinder er i dårlig fysisk form, er der flere kvinder end nogen sinde, der er meget fysisk aktive. Kvinder dyrker hård konditionstræning og styrketræning med tunge vægte. Hos de fysisk aktive kvinder melder spørgsmålene sig om, hvor aktive de må være, når der er et barn i vente. Kan for meget motion skade barnet? Bliver barnet kogt, når temperaturen stiger ved motion? Får barnet blod og næring nok, når mor er fysisk aktiv? Påvirkes selve fødslen, hvis man har været meget fysisk aktiv under graviditeten? Er der former for fysisk aktivitet, der bør undgås? Hvad med styrketræning? Og hårdt løb?
Denne bog møder myterne om motion og graviditet med videnskabelige fakta og sund fornuft og giver gode råd om, hvordan man kan være fysisk aktiv i sund forstand, når man er gravid. Lotte Arndal har skrevet en vidunderlig bog, der kan hjælpe alle gravide til en sund graviditet. Hun giver et væld af gode og praktiske træningsanbefalinger, som er lette at følge. Vi lærer også en masse bækkenbundstrick og forstår, at en veltrænet bækkenbund ikke bare forebygger inkontinens, men spiller en væsentlig rolle i et tilfredsstillende sexliv.
Lotte Arndals bog har dybde. Hun videregiver væsentlige forskningsresultater samt mange års personlige erfaringer som træningsekspert. Hun fortæller også generøst og levende om sine egne graviditeter. Bogen dækker 9 måneder før og 9 måneder efter selve fødslen. ”Sund graviditet” henvender sig til alle gravide og til dem, der ønsker at blive gravide. Vordende fædre kan med fordel læse med. Bogen er til alle, der ønsker at vide mere om baggrunden for at anbefale fysisk aktivitet i graviditeten, f.eks. fitnessinstruktører, fysioterapeuter, sygeplejersker og jordemødre.
Det er dit valg, om du vil have en aktiv graviditet. Lotte Arndals bog ”Sund graviditet” gør valget let og inspirerer til, at alle gode forsætter om en aktiv livsstil bliver ført sikkert ud i livet, også når man er gravid.
Bente Klarlund Pedersen