Singlemor eller lykkelig gift – hvad er hårdest, når man er mor?

Det er faktisk et emne, jeg havde skrevet om i min bog. Men jeg valgte at slette det afsnit igen. Jeg tror, at jeg gik for langt i mine personlige kommentarer. Det var under emnet ”Tid” i den del af bogen, der hedder ”Efter fødsel – ni måneder efter”.

Hvis der er noget, man altid har for lidt af, når man lige er blevet mor og måske endda har flere børn i forvejen, så er det tid. Det emne berører jeg selvfølgelig, for hvordan skal man overhovedet nå at få trænet, når man i forvejen har for lidt tid?

Men jeg var gået lidt ud af en tangent, så jeg valgte at slette det efterfølgende. Men jeg synes stadig, det er interessant at betragte problematikken fra flere vinkler. Jeg har en veninde, som har valgt at få et barn alene. Der var nogle andre veninder, som for nylig sagde, at det måtte da godt nok også være hårdt for hende, selv om hun har en au pair. Hvorefter jeg straks udbrød, at det da er nemmere end at være lykkelig gift og have børn.

Det er sådan, at jeg har været alene med mine to store børn i mange år og har været så heldig, at jeg på daværende tidspunkt havde råd til at have en au pair. Jeg har faktisk haft tre, som hver især har været der to år af gangen. Efter det havde jeg en gymnasiepige, som kom eftermiddag og aften to gange om ugen, når jeg var på arbejde. Hun hjalp med indkøb, madlavning og lektier, og hvad der nu ellers var.

Så på alle måder har jeg haft den hjælp, jeg havde brug for. Så den betragtning, jeg kommer med her, handler ikke om at være helt alenemor. For er man alenemor og har råd til at få lidt hjælp, er det faktisk nemmere end at være gift, uanset hvor lykkelig man er. Eller for mit vedkommende blevet. Tredje gang er lykkens gang J

Det er også kommet lidt bag på mig. Jeg er selv vokset op i en kernefamilie, så man kunne måske sige, at nogle af disse ting, burde jeg have set noget før. Men det er kommet lidt bag på mig, hvor meget tid det tager at være familie. For vi laver rigtig mange ting sammen; far, mor og tre børn. Det tager tid og er mega hyggeligt. Når børnene var lagt, plejede jeg at være sindssygt effektiv. Jeg skrev blogindlæg, bøger, ordnede administration af mit firma. Når børnene er lagt nu, så er der voksentid.

Så at have en au pair eller anden form for hjælp er lige som at have en medarbejder, der bor hos en, også selv om jeg synes, jeg har haft en personligt og godt forhold til mine au pair, som også har været glade for at bo hos os. Det er stadig noget med, at man kunne bede dem om at købe ind, tømme opvaskemaskine, stryge Jasmins kjole, eller hvad det nu kunne være.

På den måde er hele ”driften” i det at være familie utrolig effektiv. Den er lige så effektiv, som når man går på arbejde. Og selv om Allan er en virkelig god far og virkelig hjælper til på alle plan, lige så snart han kommer ind af døren, så kan jeg ikke – gudskelov – tale til ham, som jeg kan til mine medarbejdere. Så hele det der med at være familie er en stor organisk masse, der kredser om, hvem der nu kan lave mad i morgen, hvem der har et aftenmøde, hvem tager forældresamtale og så videre. Det er fantastisk og helt klart godt for mine store børn at opleve den dynamiske proces, det er. For de hjælper selvfølgelig også. Jeg har ikke noget negativt at sige om det. Men hele den proces tager bare tid.

Så i takt med, at jeg er blevet lykkeligere i min lille familie, er jeg også blevet mindre effektiv. For man kan ikke styre driften af sin familie på samme måde, som hvis man har en au pair.

I forhold til overskriften om, hvad der er hårdest, er det selvfølgelig subjektivt, hvornår man opfatter noget som hårdt. Det er en følelse, som man ikke kan lave en klar definition af. Jeg kan sige, at jeg som sådan ikke synes, at driften af min familie, da jeg var singlemor, var hård. For jeg vidste, at der ikke var nogen, der kom og hjalp. Mine børn har altid boet 100 procent hos mig, så det var bare at klø på. For jeg vidste, at der ikke kom en mand og hjalp til. Nu er der en mand, og der kan jeg godt tage mig selv i at stoppe op og tænke, hvorfor tager han ikke over? For det havde jeg jo forventet. Og det kan jeg godt smile lidt af. For dengang jeg var alene, havde jeg bare gjort det, men nu forventer jeg, at den anden hjælper. Fordi der er en anden.

Fordi jeg vidste, at der ikke kom nogen anden og hjalp, ud over min familie som kom og hjalp ekstremt meget i perioder, så var det bare at starte lidt fra en ende af. Jeg stillede mig aldrig selv det spørgsmål, om jeg havde det hårdt. For sådan var det bare. Det var min præmis, mit liv. Men jeg glemmer aldrig engang, da Benjamin var to år. Jeg havde hentet ham fra børnehave og havde været oppe om natten og var bare virkelig træt og havde en tung Netto-pose. Jeg bor stadigvæk i samme lejlighed på 5. sal, og jeg måtte tage Benjamin på den ene arm og Netto-posen i den anden, og mens jeg gik op af trappen, græd jeg. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var så vildt, at jeg græd ikke, fordi jeg på nogen måde var ked af det, men fordi det var så monster hårdt at gå op af trappen.

Men der er to ting, hvor jeg synes, det er hårdt, når man er singlemor:

Det er, når man bliver så lykkelig, når de små poder tager deres første skridt, eller de kan noget andet nyt. Små børn kan jo nærmest noget nyt hver dag. Eller de kommer hjem fra skole eller børnehave med et eller andet, de selv har lavet. Hvor man bare bliver glad helt ind i rygmarven. Ens hjerte er jo ved at falde ud af halsen, så glad bliver man. At der ikke er nogen til at dele den glæde med en, er hårdt. For man kan have verdens bedste au pair eller barnepige. For man kan ikke købe sig til den kærlighed, man har, når det er ens eget kød og blod.

For mig har det været det allerhårdeste ved at være alene med mine børn. Jeg tænkte ”Gud, hvor ville det have været rart, hvis der sad en ved siden af mig og sagde Nej, hvor er det fantastisk. Hvor er han dygtig, nej hvor er hun sød” .

Den anden ting er opdragelse. Når børnene er umulige, og man skal være i den opdragende rolle. Som det er nu, hvor vi er to voksne, skiftes vi til at tage over. Det med, at der står to voksne og siger, at det der er ikke god adfærd, det er meget bedre, at du gør sådan her, det har mere slagkraft, end når man er alene.

For når man er møgtræt og udkørt og det har været en lortedag, og man har et barn, der overhovedet ikke vil høre efter, og der ikke har en, der kan bakke op (eller man er i tvivl om, man nu opdrager rigtigt) så er det virkelig hårdt.

Så lige meget om du er singlemor eller i et parforhold, kan det være hårdt – og utrolig dejligt.


Skriv et svar