Så kom Lille-Ib til verden

I dag for 14 dage siden kom Lille-Ib til verden. På alle måder helt helt fantastisk, men også noget hårdt, hvorfor dette indlæg først kommer nu.

I forbindelse med, at jeg har søgt indspark fra andre kvinder til gravid bogen, har et af emnerne netop været følelser og forventninger om fødslen set i relation til den faktiske fødsel. Herunder den følelse flere har efter, at have fået kejsersnit.

For mig at se, handler det udelukkende om, at få sit barn ud, så godt og sikkert i forhold til barnet.

Jeg har haft 3 meget forskellige fødsler. De er alle endt godt, for ud er kommet et sundt og raskt barn. Det synes jeg er det primære.

Hvis der er en ting man ikke har under en fødsel, så er det kontrol. Godt nok kan man arbejde med åndedrættet og veerne, men overordnet set, så er du ikke i kontrol. Og det er jo netop det som er svært – at kroppen tager over og det eneste man kan gøre er, at følge med. Mange læger jeg møder sammenligner en fødsel med et marathonløb.. Jeg har løbet 5 marathonløb – alle sammen før jeg fik børn. Og jeg kan sige, at det er hårdere, at føde et barn. Når du løber, ved du inderst inde, at du er i kontrol over den udmattelse og smerte du mærker. Som sagt er det ikke tilfældet, når du skal føde.

Nu ved jeg meget om muskler. Og jeg er vant til, at træne hårdt og træne mine muskler til udmattelse. Så i teorien giver det så fint mening at vide, at livmoderen er en muskel, og at veer er muskelsammentrækninger. Det kan jeg da forstå. Noget andet er så, at kunne rumme det, når veerne først tager fart.

Flere har også skrevet til mig, at de synes de dårlige historier fylder for meget. At det er de gode historier, der skal have plads. Og er grundlæggende enig – er et meget positivt menneske. Dog er det netop der det kan gå galt. At du bliver skuffet – netop fordi fødslen tog en anden retning end forventet. Som sagt synes jeg vores mål skal være, at slippe kontrollen. Slippe de mange forventninger og primært gå efter målet som må være, at få din baby ud i god behold. Uanset om det er med bedøvelse, sugekop eller kejsersnit. Det synes jeg vil skal overlade til jordemoderen eller lægen, at vurdere.

Jeg havde en meget hurtig naturlig fødsel med mit første barn. Fra jeg var 10 cm åben til hun var ude gik 50 minutter og jeg satte mig op og trak hende selv ud som en helt indianer.

Mødte derfor op med det vildeste overskud til min anden fødsel. Mit andet barn var 1,250 gram større end mit første og sad fast, da han skulle dreje ned i bækkenet. Fra jeg var 10 cm åben til han var ude gik næsten 4 timer og jeg var ikke bedøvet. Kom ind til akut kejsersnit, men han blev taget med sugekop i sidste øjeblik. Lægens vurdering var, at hans hoved havde rykket sig lidt, i det jeg skulle ned fra fødebænken og op operationsbordet, og at det derfor var muligt, at få ham ud med en sugekop. Efterfølgende kom moderkagen ikke ud, og jeg kom i fuld narkose. Da jeg vågnede havde jeg det som om jeg havde fået tæsk både fysisk og psykisk.

Da jeg blev gravid med Lille-Ib, sad den dårlige oplevelse virkelig i mig. Og det råd jeg gerne vil give videre er, at du skal holde fast i, hvordan du har det uanset, hvor tåbeligt dette måtte lyde i andres øre. Den holdning jeg blev mødt med var, at det jo var mange år siden, så det måtte jeg da have glemt. Men NEJ det havde jeg så absolut ikke. Dernæst sagde flere til mig: ” Jamen du er da så sej. Du er da ikke bange”. Men jo det var jeg. Mest af alt, fordi den jordemoder jeg havde til den anden fødsel slet ikke lyttede til mig. Og fordi det hele var ved at gå galt til sidst.

I forbindelse med jordemoder samtalerne i min 3. graviditet holdte jeg fast i min frygt – på en konstruktiv måde. Dvs. jeg havde brug for, at vi talte om det. Og at mine følelser blev taget alvorligt. Hun udarbejdede en udførlig journal, så den jordemoder jeg endte op med på dagen havde kendskab til min forgående fødsel.

Og hvad skete så. Der skete præcis det samme som ved anden fødsel. Et lige så stort drengebarn, der sad fast præcist samme sted og ligesom storebror blev han stående der i næsten 4 timer. Den helt helt store forskel var, at de var opmærksomme på det. De gav mig en epidural. De lyttede og kontrollerede ham løbende, så vi som forældre følte os i trygge hænder. Og derfor var det også en rigtig god oplevelse for både Mor og Far fra start til slut. Da en måling viste, at nu var han stresset stod lægen meget rolig og forklarede om muligheden for kejsersnit eller brug af sugekop. Jeg valgte sugekoppen. Og han kom ud meget hurtigt, da koppen var sat på. Tak for det, for det følelse ikke lige frem behageligt. Men omvendt så fantastisk, at presse ham ud. Brugte alle mine kræfter. Og han kom ud i god behold. Efterfølgende kom moderkagen ikke ud, men det generede mig ikke som sådan. For nu var lille-mand kommet ud. Og han var noget så fin og skøn. Og jeg fik fjernet moderkagen mens Lille-Ib lå hos Far for første gang.

Først lykken hos mig over min lille dreng kom ud. Den meget glade Far og så de meget stolte og glade større søskende. Lille-Ib som skal hedde Sebastian, og hvis Far har forbudt mig, at kalde ham Lille-Ib mere fra nu – samler vores lille familie i en grad jeg slet ikke troede muligt. Han er på alle planer en meget stor gave.

 

 

 


Skriv et svar