Browse Måned

februar 2018

Kom godt fra start som nybagt mor

At blive mor er på alle områder en stor omvæltning, som påvirker samtlige af døgnets 24 timer. Når du lige har født, kører du den første tid på hormoner og lykkerus. Som tiden går bliver det imidlertid hårdere – både fysisk og psykisk – at undvære den sammenhængende søvn. Med en baby i favnen og nye rutiner kan det være en udfordring at få kosten til at være sund og måske også til at hænge sammen med ønsket om at påbegynde en vægtreducering. Din bækkenbund og mave er på ingen måde klar til decideret træning, men med daglige milde øvelser vil din bækkenbund gradvis styrkes, og maven trække sig sammen. Men hvordan kommer du for alvor i gang? Det er lige netop det, jeg hjælper dig med i denne kom-godt-fra-start-time.

Dine fokusområder som nybagt mor skal være amning, søvn og din bækkenbund. Denne vejledningstime er skræddersyet til at få dig godt fra start med fokus på søvn og en række milde genoptrænende øvelser for bækkenbund og mave, som du kan lave derhjemme på stuegulvet. Desuden får du en række kostråd, som er lette at implementere.

Timen tager udgangspunkt i en døgnrytmemåling, hvor du over 3-4 dage har en måler på armen, der præcist registrerer din søvn (nok mere din babys 😉 og dit aktivitetsniveau. Efter målingen kommer du til en times vejledning, hvor du får feedback på din måling samt en række nemme og konkrete råd til, hvordan du kan optimere din søvn og tilrettelægge din kost som nybagt mor i en hverdag, hvor tid er en mangelvare.

Grunden til at jeg har udviklet denne kom-godt-fra-start-time er, at flere og flere nybagte mødre har skrevet til mig for at få gode råd i perioden før de kan og må gå i gang med decideret træning. Motivationen er der, men overskuddet er måske ikke så stort, og spørgsmålene lyder typisk: ”Hvordan griber jeg det an, og hvad kan jeg gå i gang med?” De skriver sådan, fordi de reelt gerne vil i gang, men synes ikke, at hverken fysikken eller tiden tillader det. Men ved at tage udgangspunkt i den objektive måling og derudfra skræddersy råd og øvelser, er du sikret en mild handlingsplan for den første periode som mor, hvor omdrejningspunktet først og fremmest er din babys behov.